TIL DAGBOG
TILBAGE TIL OPLEVELSER I GRØNLAND

 

 

 

* - og så en dag, gik de til Rodebay*


Jeg har aldrig før gået så langt.
Jeg kan heller ikke mindes, at have gået det halve!!

Men nu var jeg altså på vej til at gå de 18 km. fra lufthavnen til bygden Oqaatsut/Rodebay.

Det var en dejlig tur.
Jeg skulle jo som sædvanlig springe rundt og tage billeder af enhver lille blomst på min vej og proppe lommerne fulde af sten og andre naturlige sager... 



......hvilket resulterede i at jeg konstant gik bagest og så de andre to som små prikker i det fjerne, meget af vejen.      



'De to andre' var guiden Charlotte og Orienteringsløberen Claus.
Denne tur var ingen sag for Claus....der roligt slendrede derudaf, som om han blot var på vej til bageren søndag morgen.





Charlotte fra sin aller-mest charmerende side...

 


Claus og Charlotte læser kort.

 



I det hele taget var Claus ret god til at koble helt af

Charlotte kan også trave godt til - jeg derimod, kunne godt mærke det i anklerne da vi var nået halvvejs, men det er også et råt terræn, for sådan en nybegynder som jeg selv. Underlaget skifter fra meget blødt og vådt mos til de stenhårde klipperstykker.

Små rislende smeltevands bække, med det reneste vand, lige til at fylde i feltflasken og smæske sig i når ganen trænger - og skulle vandet blive lunkent i flasken, kommer der snart en ny bæk med frisk vand.

 

Aldrig har jeg smagt så dejligt frisk vand som heroppe i  Grønland.


Det eneste minus ved at vandre i Grønland, er myggene... hvis man altså, som jeg, er sådan én der smager rigtig godt for en myg, så endnu engang trækker jeg i klovnekostumet..




Ellers er det bare skønt og dejligt at trave rundt og lade sig imponere af naturens skønhed. Landskabet forandres fra sumpede græstotter, til frodige fjeldskråninger og kæmpemæssige sprækkede stenformationer.

 

Snespurven flyver rundt om ørerne på os og fløjter smukt. Det var den samme lille nuttede pip, der kom hertil i maj måned og vækkede foråret til live efter vinteren.

Overalt laver naturen sin egen kunst og om man vil det eller ej, bliver man inspireret...



 Mudder og smeltevand laver flotte sort-hvide render ned ad klipperskråningerne



Mosset har de mest fantastiske farver der næsten lyser op på de grå baggrunde...
Man kan næsten ikke tro, at det er naturligt.


Vi gik de 18 km. på 7 timer og ind imellem måtte man jo have en pause...så hvorfor ikke lige nyde et lille blåt vandløb.
Bare lige sidde dér og nyde naturens storhed et øjeblik...

....inden man skal videre til "strabadserne".
Jeg var ikke så stolt når det gik stejlt nedad....heller ikke selvom det bare var 30 cm. - og Charlotte var ikke så tryg når der skulle hoppes fra sten til sten - og da slet ikke over et vandløb.
Heldigvis kunne Claus fortælle præcis hvilken sten der skulle trædes på....


 "er det dén dér sten jeg skal ud på??!!"


Hele tiden havde vi havet og alle de smukke isbjerge ved vores side.

 

Ned igennem skåret, og så er vi der snart



Lige inden bygden gik vi forbi det sødeste,
 lille smeltevands-vandfald... et lille bitte stykke paradis.

 - Og så kom vi til Oqaatsut... og denne gang var det ad bagvejen og ikke søvejen - hvilket jo bestemt ikke gør det mindre smukt !!


..nåårh ja,  - sådan her kan man altså også fange fisk!!
Det var imponerende gået!
Han fangede hele to Angmagsatter på denne måde, i løbet af et par minutter.
(Angmagsatter er en lille tynd fisk, man også giver hunde i tørret udgave)

 

Restaurent H8 var lukket til eftermiddagspause, men personalet var så søde at åbne for os, så vi kunne få en velfortjent kop kaffe med H8's lækre hjemmebagte blommekage!!!

- og så gik det i fuld fart hjem.... det var skægt.