TILBAGE TIL OPLEVELSER I GRØNLAND

*Kwack-kwack-da-suak*

- som de amerikanske turister udtaler det, men  i virkeligheden hedder øen Qeqetarsuaq...og se så, om du kan udtale det bedre selv!
På dansk siger vi Disko-øen.

Jeg har ikke prøvet at boi telt siden jeg var barn og jeg har aldrig selv sat et telt op, men det sagde jeg ikke til Iris og Manja... hehe..

Jeg var snart på vej mod DK, men jeg måtte lige over at se hvordan vulkanøen, som jeg havde stået og kigget på i 5 måneder, så ud når man kom helt tæt på. Pengepungen tilladte ikke de store udskejelser, så jeg lånte et par telte og lidt kogegrej.
Manja og Iris var heldigvis helt med på telt-idéen og Iris gik straks i gang med at bage boller og lave frikadeller, som vi kunne tage med... jeg var glad, for nu skulle jeg ikke ligge i telt alene.

Iris fandt en god plads lige ved bådens udluftning... her sad vi varmt og godt og nød udsigten af isfjeldene vi gled forbi.

Efter en del besvær, men kun én knækket teltstang,  fik vi endelig arrangeret os i vores to medbragte telte, og frikadellerne kom på panden - for man bliver sulten af at sætte telt...!!

Hele den næste dag gik i smykkeværkstedet. Her kan man få lov til selv at prøve at skære og pudse i rensdyrtak, sten eller hvad man skulle have mod på og alt er gratis, så længe det er resterne man tager af.
Jeg satte dog to af medarbejderne i værkstedet i arbejde - én hjalp mig med gøre de sælkløer, jeg havde fået af Ole, fra den sæl han selv havde skudt, til smukke smykker og en anden satte jeg til at lave en 'hårpind' - og hårpinden har sin helt egen historie der fortæller hvorfor den både er mindre køn og ubrugelig - men det bliver ikke i denne omgang.

Efter værkstedsbesøget og the-besøg hos Marius, der forsøgte sig med min hårpind gik Manja og jeg langsomt hjem og nød den fredelige by, dens omgivelser og små nye indbyggere

Om aftenen forsøgte vi at nå til basalt-stenene...
De skulle efter sigende være smukke formationer af basaltsten, men vi kunne ikke nå dertil, før mørkets frembrud og måtte vende om

Selvom vi ikke nåede basaltklipperne, manglede vi ikke smukt at se på

Det kunne godt ha´været en kællingekløft og jeg ku´godt ha' væet en kælling.. men

Vi var enige om, at det måtte være Barbie, der holdt fest deroppe på toppen!

Næste morgen gik jeg en tur til en lille vandfald, der lå en lille ½ time fra vores lejr. Et smukt syn, og her kunne man tydeligt forestille sig vandet skiftet ude med, den lava der bugtede sig langt ind gennem landskabet for mange år siden. Rundt omkring kan man se hvordan de varme kilder giver næring til bevoksningen i kraft af de super-grønne pletter.

Qeqetarsuaq har sorte strande dannet af lavasten.

Lyngmarksbræen er ét at de største turistmål på Qeqetarsuaq. Fra Ilulissat kan man blive fløjet i helikopter op på toppen, hvor man så kan køre hundeslæde.

Hundeslæderne havde lukket ned for sæsonen, så vi "nøjedes" med at vandre en tur derop. Der er 790 meter til toppen og meget af turen foregår i rullesten, så det er en god tur for konditionen. Men en smuk og udfordrende tur hvis man ikke har prøvet den slags før.

Manja ville gerne blive hjemme for at lave sine øreringe færdig, så vi var to der kravlede op på toppen. Iris og jeg.
Vi hyggede os med snak og pauser med vores medbragte madpakker og nød den storslåede natur.
Vi vandrer gennem små birkeskove, smukke områder med højt græs og Niviasiaq (Grønlands nationalblomst), kommer op til lavasten og klipper og pludselig træder man ind i vinter. 
Det er en skøn fornemmelse at skulle finde lufferne og huen frem, og hvor man før svedte af solens varme småfryser man nu fordi man står i sne til langt op over anklerne.

Her står jeg i én af nord Grønlands højeste skove...!!

En smagsprøve af det første sne vi møder... Uuhm..

Der er en fantastisk udsigt deroppefra..og vejret var stadig med os.

Ja.... man kan jo ikke være lige køn hver gang!!

Helt deroppe, hvor der næsten kun er klippesten og sne har en lille mos-tot bosat sig på en sten, og næsten som om den vil ses, har den iført sig den smukkeste orange farve.

Slæderne stod forladte oppe i sneen, og man kunne ane slædesporet, hvor hundreder af turister sommeren igennem, havde fået deres første tur på hundeslæde. Nu var lå alt stille og ventede på næste sæson.
Vi fulgte de friske hundespor ned igen og kunne med stolthed i stemmen sige, at vi havde været der!

Jeg glemte det da jeg kom til Grønland i vinters... men nu fik jeg endnu en chance for at lave min sne-engel!!

Manja havde lunet frikadeller til  os da vi kom hjem, og vi glædede os begge til en god nats søvn, for næste morgen skulle vi tilbage til Ilulissat.