TILBAGE TIL OPLEVELSER I GRØNLAND

*Campinglivet er nu alligevel ikke så slemt... heller ikke i - grader *

Vi handlede sammen fredag formiddag, og var klar til afgang ved eftermiddags tid.
Det sneede, men det var lige tilpas koldt til mig - måske lidt for varmt for hundene, der jo også skulle trækkes med hele oppakningen.
Hundene var glade og mere tålmodige end normalt, måske kunne de mærke at det skal blive én af de gode tur.

Vi skal på Palerfik.
Palerfik betyder "stedet hvor man bliver solbrændt" og er en årlig udflugt, for familie, venner og turister.
Det hele bliver arrangeret af foreningen "Arctic palerfik" der opstod i 1998. Man ville udbrede kendskabet til området samtidig med at det blev en social festdag der nu er blevet en tradition.
Man følger én af Knud Rasmussen's træningsruter på 40 km. ind til  en plads tæt ved indlandsisen, hvor man slår lejr for weekenden -  og så fester og hygger man med lege, konkurrencer og god lejr-mad.

Vi kravlede over det første og højeste fjeld kort efter afgang.... dét her... dét forbrænder!!
Fjeldet er godt nok kun 400 meter højt, men i hundetempo og sne, kan det mærkes i lårene for sådan en nyankommet dansker. Men det gik godt, og gejsten blev da også hjulpet lidt på vej ved tanken om, at der bestemt må ryge lidt af "det overflødige"

Efter 3 timer i slæden holder vi en velfortjent pause. Hundene ta'r et "powernap", mens Finn reder de viklede skagler ud og vi får os et stykke chokolade til at få energien tilbage.
Efter bare 5 min. kigger hundene forventningsfuldt på os... "skal vi komme afsted" ??

Det næste der møde mig kan næsten ikke beskrives med ord...

Vi kører ind over bugten. Denne bugt er en del af den store gletcher, Kangia. Den producerer en masse isklumper. De bliver ført med strømmen herind, hvor de sidder fastfrosset i vandet. Det ligner ikke noget jeg nogensinde før har set... minder lidt om en anden planet... en månens fryser...
Den time det ta'r at køre igennem dette smukke landskab... føles som minutter.

Sneen er  ½ meter høj... på et (forkert) tidspunkt, hopper jeg af slæden og bliver overrasket over dybden af sneen, så jeg skvatter så lang jeg er. Men heldigvis kørte Esben lige efter og får samlet mig op.

Inden længe er vi ankommet til pladsen for Palerfik. Vi er nogle af de sidste....I år er der ikke så mange med, sikkert på grund af snevejret der lå over byen da vi tog afsted.

Da vi vågner næste morgen står solen højt på himlen. Det bliver en skøn dag.


Palerfik pladsen

Efter frokost på isen, går det nedad i fuld fart.. weeee... det er skægt!!

Herefter går det til "den døde bræ". En bræ er der, hvor indlandsisen skubber sin is ud over landet og ned i havet. Denne gletscher har ikke været aktiv længe, men den er ikke død som sådan. Den venter bare på at isen igen skal skubbe på bagfra..


Det er Esbens slæde man kan se forude..

Det er et imponerende syn, og man bliver draget af det, så man har lyst at komme tættere på -  men der er for meget skrueis til at vi kan komme helt ind.

Én Finns hunde, Arco, er kommet til skade i et slagsmål, og halter meget. Han kommer op på slæden til mig... der skal holdes fast, for det er ikke lige her han har lyst til at være.. han vil hellere ned at løbe med de andre! Men det går ...

Hjemme venter Esbens ene hund "No name".... og sådan har han nok stået hele dagen og kaldt på de andre..
Han må være hæs!

De andre er kørt en lidt længere tur, så mens Finn ordner hundene, går jeg en tur ned til de sociale sysler på pladsen.
De er i gang med sækkevæddeløb og der er uddeling af lammekoteletter til alle.. så jeg går lidt uventet tilbage, med favnen fuld af lam.

...klar til madlavning, mens de andre sætter teltet op igen.

- og sådan får man vand til kaffen:

Aftenen står på fællessang....men den nåede vi ikke.
Vi går til kaffemik i Ole og Trines telt... men vi glemme kopperne og må nøjes med bolcher.
Udenfor blæser det op og de -15 grader føles som -25!
Det er koldt når man vågner kl. 05 og skal ud i det fri, for at tisse bag en isklump!!
Ét af de få øjeblikke, hvor jeg virkelig ønsker, at jeg var en mand.

Næste morgen er vi igen heldige med vejret.. det blæser stadig lidt, men solen står højt på himlen, det er -5...
Vi bevæger os med vore solbrændte ansigter hjem igen, ad samme rute som vi kom.

Den blå himmel er den perfekte baggrund for at tage billeder at de smukke "naturens skulpturer"

Selvom det har været en fantastisk oplevelsesrig og smuk tur......
gør badet, toilettet og sengen godt da vi kommer hjem... rigtig godt.