TILBAGE TIL OPLEVELSER  GRØNLAND

 


*Hvis hunde kunne hade, så var der nok én helt bestemt mand de alle ville være enige om, ikke at kunne li' .....*


Hundeskyderen !!


Det var én af de ting, jeg ikke taget med i beregningerne over det jeg skulle se og opleve i Grønland. 

En formiddag jeg skulle på vaskeriet, mødte jeg ham. 
Først så jeg en gul bil i vejkanten, og undrede mig over hvorfor den holdt parkeret lige dér. Derefter så jeg ejeren. Han kom gående ind mod nogle hunde sammen med en kvinde. 
Meget kort tid efter, kom han alene tilbage, trækkende på en hund. 
Jeg gik så tæt på bilen, at jeg lige kunne lurer op på ladet. Der var blodigt - og nu var jeg ikke i tvivl.
Jeg prøvede naivt at bilde mig selv ind, at han ikke ville skyde den lige her. "Nej, den får nok en sprøjte, eller han tager den med sig" prøvede jeg at narre mig selv.
Jeg gik forbi bilen, men kunne ikke lade være, at vende mig om.
Nu stod han med hunden i stram snor og geværet rettet mod dens hoved. Han tøvede et øjeblik, måske kunne han mærke at jeg kiggede. Hans tøven gav mig lige nøjagtig tid nok til at vende mig om igen.
"Dét skal jeg ikke se" tænkte jeg og alligevel havde det en mærkelig tiltrækning, så jeg måtte vende mig om én gang til.....men jeg ventede til jeg havde hørt skuddet.
Den spjættede endnu.
Kort efter, var det kun blodpletten i sneen, der vidnede om endnu et hundemord.
Det var lidt hård kost, for en naiv dansker, der er vant til at se hunde, som en 'Fido' hjemme på stuegulvet.
Hvor grusomt det end lyder så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde taget billeder af det. Lidt ligesom du nok lige nu, vil ønske, at jeg havde nogen du nu kunne se.

Byen har mellem 6 -  8.000 hunde, så  selvfølgelig, er der regler og orden for det. Tidligere, da der ikke var så mange hunde, løb alle hunde løst rundt, men prøv at forestil dig hvis 8.000 løse hunde, i lidt over schæferstørrelse, løb rundt i en lille forstad til København ...!!
Og tænk så på at en hund er drægtig i 9 uger, hvorefter den får op til 8 hvalpe..... simpelt regnestykke. 
Tidligere blev kirkegårdene  strategisk placeret, et stykke fra byen, for en hund skelner ikke mellem duften af eks. råddent sælkød og råddent menneskekød... så derfor hændte det at de prøvede at komme ned i gravene.

Men i dag er der regler..

  • Man må gerne have hvalpe og deres mor gående løse, indtil hvalpen er ½ år.
    Herefter kan man risikere at den bliver skudt.

  • Hvalpe skal vaccineres mod para virus og hundesyge inden de er ½ år.
    Vaccinen er gratis.

  • Voksne løse hunde bliver skudt.

  • Det er kun hundeskyderen eller politiet der må skyde hunde indenfor byens grænser.

  • Man må gerne selv skyde sine hunde udenfor byens grænser, man kan dog, i særlige tilfælde, få tilladelse fra politiet.

  • Skyder man selv sin hund, skal den lægges i kanten af slædesporet eller vejen, så hundeskyderen nemt kan finde og fjerne den.

 

 

 

 

Jeg ved ikke om det er tilladt at smide sin døde hund i containeren, men denne har i hvert fald endt sine dage her.

 

 Der bliver slået rigtig mange hunde ihjel heroppe, men jo mere man tænker over det, des mere ok bliver det.
Hundene er her for at trække en slæde og kan de ikke det, har de ikke nogen anden grund til at være her, det er jo ikke kæledyr.
 Sagt på en anden måde, ville der slet ikke være slædehunde i grønland, hvis der ikke var mennesker og slæder.
Derfor bliver en hund skudt, hvis den ikke kan leve op til kravene. Den er for dyr bare at have gående, og det ville også være synd at lade den stå år efter år, i en kæde uden at få lov at røre sig.
Og hvis nu ikke man skød de løse hunde, så ville de nemt kunne parre sig med de fasttømrede tæver, mens flokkens hanner kun ville kunne se til... hvis de altså ikke bider deres halsbånd af! Præcis hvordan de kan komme til at bide deres eget halsbånd af, ved jeg ikke, men de kan!

Hist og pist ligger altså en død hund i vejkanten, men inden du har fået set dig om, er den væk igen...


..hvis ikke sneen nåede det før Hundeskyderen...